retssamfund
I Christiania, hvor alle former for kriminalitet er sat i system, og hvor normale mennesker ikke kan komme uden at risikere liv og helbred, brillerer politiet ved sit fravær.
For et par måneder siden smadrede en samling bøller biler, forretninger og ejendomme i Hyskenstræde i det indre København, mens politiet stod passivt og betragtede ødelæggelserne.
Når autonome bøller omdanner visse bydele til krigszoner, bliver der anholdt nogle stykker, der så bliver fremstillet for en dommer, der løslader dem, som regel med den begrundelse, at det ikke kan bevises, at de er skyldige i noget som helst.
Endelig en sag
Så ruller retssystemet frem med det tunge skyts. Nu har man pludselig masser af tid og masser af ressourcer.
Byretten idømmer ham en bøde, men det er ikke nok for den blodtørstige anklager.
Nu har han endelig fået en sag, som han kan klare, og som passer til hans format, så han appellerer sagen til landsretten, der yderligere idømmer den unge mand en ubetinget fængselsdom.
Man tror simpelt hen, at det er løgn. Aldrig har Henriques’ ord passet bedre.
Endnu en gang har jeg fået bekræftet min opfattelse af, at det danske retssystem er pilråddent.
Hvad foregår der dog i hovedet på politi, anklager og dommere, når de kan lægge en ung mands fremtid i ruiner med en kendelse, der skriger til himlen af uretfærdighed?
Det forekommer mig, at der begås større forbrydelser i dette land end at gå rundt med en hobbykniv til arbejdsbrug, men sådan ser domstolene åbenbart ikke på det.
Jeg kan herefter blot konstatere én ting: Der røg den sidste rest af min tillid til Danmark som et retssamfund.
